fredag den 4. maj 2012

velkommen til verden

Jeg har født!

Lørdag nat kl 2 gik vandet, heldigvis uden veer. I seng igen og sove til kl 4, hvor der kom lidt småveer. Kl. 8 ringede vi efter mine forældre, så de kunne komme og hente de to store. For vi skulle lige et smut på fødegangen til tjek (det skal man 6 timer efter vandet er gået). Mens vi sidder og spiser morgenmad alle sammen, begynder veerne at blive lidt mere regelmæssige. I bad med mig inden vi skal derind. Nu begynder veerne at bide og komme med 3 min mellemrum.

På fødegangen havde jeg regelmæssige veer med 3 min pause og af 1 min varighed. De vælger at beholde os og vi kommer på en fødestue. Nu begynder det at gå lidt stærkt.

Vi ankom til fødegangen kl 9.30. Kl 11.45 bliver vores "lille" dreng født. Denne gang nåede jeg at sige "jeg vil have noget smertestillende" hvortil jordemoderen kunne fortælle mig, at det var der desværre ikke tid til.

Fem dage efter Lillebror (han har stadig ikke noget navn, for vi kan ikke lige finde det rigtige) kom til verden, var han for første gang til fotograf. Jeg havde nemlig set nogle fede vintagebilleder af nyfødte babyer på www.littleangelsbymedine.dk og ville helt vildt gerne prøve at have sådan nogle billeder af min baby. Så jeg kontaktede en af de dygtige lokale fotografer for at høre om hun var med på det. Hun var helt vild glad, for hun var lige kommet hjem fra USA i februar, hvor hun havde været på kursus i netop nyfødt billeder. Her er hendes hjemmeside www.perrodfoto.dk Hun er helt fantastisk dygtig!

Her er tre af de billeder hun har taget:


Hun havde bedt mig tage et tæppe med, som jeg gerne ville have med på et foto. Min nabo har fået det flotteste babysvøb, det måtte jeg heldigvis gerne låne. Da jeg fik mit klaver engangi tidernes morgen, lavede min farfar en klaverbænk til mig. Den havde jeg også taget med. Her er Lillebror fotograferet på svøbet i farfars klaverbænk. Er han ikke bare dejlig?


Jeg er vild med den dejlige strikkede hue... 


Min læsehest...

Kan du ikke lige se dem på et LO?

tirsdag den 20. marts 2012

Et layout igen... og endda vintage!

LOVE
Ja undskylder blitzen, men lyset er altså ikke godt nok til at tage billeder uden blitz i dag.


Endelig er jeg så småt kommet igang med at scrappe igen. Der ligger mange billeder og venter på mig på computeren, for jeg har holdt lidt over et halvt års scrap-pause. Jeg kunne dog ikke lade være med at scrappe dette billede, Lucas har taget af sig selv og sin lillesøster:

Er de ikke dejlige?



Jeg har brugt papir fra Pion. Er vild med den blå farve sammen med kraft. Layoutet er delvist liftet fra tre forskellige layouts fra et blad. Meen endte med at se meget anderledes ud end de tre originaler.


Jeg skulle have været med til scrap i Belgien i foråret, men valgte i stedet at bruge tiden på at kaste op og være gravid. Heldigvis fik jeg da alle materialerne sendt til DK, så de er så småt kommet i brug. Knapperne og bogstaverne er derfra.


Bogstaverne er lavet i groft vævet stof og er bare sværtet for at passe lidt bedre til layoutet. Malingpletterne er fra et rigtig lækkert stempel fra Stämpelkällan.com.


Jeg har haft de der TH metalrammer liggende i laaaaang tid nu. Her var der en mulighed for at bruge dem. Igen lidt malingpletter - er det mon blevet for meget? Hm synes selv det ser godt ud. :)


Ved siden af min scrapplads har jeg en gammel skuffereol, i den øverste skuffe ligger alt muligt underligt rod, og i denne skuffe fandt jeg de to træhjerter. Hvor de er fra, aner jeg ikke. Men de passede meget godt til.


Tak for kigget. Du er velkommen til at skrive en kommentar. Håber du har lyst til at komme igen en anden gang. :)

Årets bedste gave!

Det er bare så vildt at se de billeder Lucas tager med sit EGET kamera. Har lige overført lidt over 300 billeder taget af ham fra juleaften til nu. Det er sjovt at se verden gennem hans øjne. Han har faktisk taget et par billeder af ganske glimrende kvalitet og belysning.



Blandt andet dette selvportræt med sin søster. Jeg glæder mig til at printeren er færdig med at printe det, for det kræver da et LO! OK jeg har leget lidt med farver og retoucheret en dato væk... men ellers er billedet originalt.


Dette er HELT originalt!

Nu vil jeg igang med at scrappe lidt. :) Ville bare lige opfordre til at give jeres børn et kamera i gave. Det er fedt at se deres verden. Man får mange billeder af maver, gulvet, fodboldkort (jep dem alle!), lillesøster, værelset, favoritlegetøjet og meget meget mere. Ikke alle er gode, men siger helt vildt meget om fotografen. Det er fedt!



onsdag den 14. marts 2012

Bidrag lavet til stämpelkällan

Det er længe siden, jeg har vist, hvad jeg har lavet til inspirationsbloggen ved stämpelkällan. Så her kommer en masse kort og andre spændende ting, jeg har lavet med de fede stempler fra Sverige.

Et fødselsdagkort fra Lucas til Caroline med en lille mus på. Øjnene har fået glossy accent - fed effekt!

Bamsen er lavet som PP og 3D. Den er bare blevet rigtig sød.

Baggrunden er stemplet med tre eller fire forskellige farver distress inks med samme stempel. Uglen er lavet i kraft og sværtet med distress for at få forskellige farver.

Vi skulle lave borddekorationer til valentines dag. Ikke noget jeg normalt ville gøre, men fik da lavet en lysring og to holdere til servietter. Hjerterne er sat på med 3D puder.

Et minialbum, hvor jeg bruger virkelig mange stempler. Albummet er lavet med Santas workshop i kraft. Derudover har jeg brugt basic Greys serie Basic.






Elsker mit personlige stempel fra Stämpelkällan.

Alfer er stort i Sverige. Måske kommer det også til Danmark på et tidspunkt?

Der sneg sig sørme også et dansk Orion stempel med på kortet - fyyyy!

Jeg kan godt lide lilla og hortensiaer, så det var et nemt kort at lave. :)

Nu er det snart påske. Vi skulle lave et "tittägg" - jeg anede ikke hvad det var, men nu har jeg da lært noget nyt. Jeg kan oplyse om at det ikke er helt nemt at lave hul i et kartonæg! Kyllingen er et stempel fra stämpelkällan. 

Håber du får lyst til et besøg i stämpelkällans webshop. De har altså ret mange fede stempler! Du kan bruge linket i højre side af min blog til at komme direkte til deres webshop.

tirsdag den 13. marts 2012

Jeg har lavet mit første layout i 100 år!


Det første layout om babyen... kraftigt inspireret af et super flot lettersize layout lavet af Jen Jockisch set i Scrapbook TRENDS jan 2012.


Orange...


Blå...


Grøn...


3D scanningsbillede af babyen, printet på hvid bazzil med min printer. Første gang jeg har prøvet det, men ikke sidste.

Jeg har brugt papir fra Echo Park, samt kraft og hvid karton.

Nyder du vejret? Det gør jeg - det er så fedt at have barsel og bare gå hjemme og nyde at vejret bare bliver bedre og bedre. :) Nu mangler jeg kun 6 uger mere til termin, så det lakker så småt mod enden. Måske skulle jeg til at få taget et billede af maven... har slet ikke taget nogen endnu, overhovedet i denne graviditet. Hmm... dårlig scrapper!

mandag den 12. marts 2012

Min nye kalender

Jeg har brug for en ny kalender. Denne gang ville jeg prøve at lave en med et omslag af chipboard. Min nye kalender ser således ud:

Jeg har brugt papir fra My Minds Eye og October Afternoon.


Jeg har brug for at mit skema nemt kan skiftes ud, så det sidder bare fast med på små clips.


Selve kalenderen sidder fast i en lille lomme, der bare er limet fast med dobbeltklæbende tape.

Jeg har også lavet en lille tag, som kan holde styr på hvor jeg er kommet til i kalenderen.


Dette er min gamle kalender - den har nu klaret det meget godt, men nu er den også næsten slidt i gennem. :)

Laver du også selv omslag til din kalender?

fredag den 9. marts 2012

At sparke liv i mig selv igen... og bloggen

Jeg har ikke lavet et scraprelateret indlæg på min blog siden juni måned sidste år... uha det er længe siden. Men lysten til scrap og papirnusseri har bare ikke været til stede. Og så orkede jeg ikke at få stress over manglende lyst. SÅ der har været en lang pause. Det betyder dog ikke at jeg ikke har lavet noget...

Her er lidt af de nyeste konfirmationskort jeg har produceret:


Thomas (som jeg har været matematiklærer for i 1-3. klasse) skulle have et computerkort. Puha det var ikke let. Men holdt i sort med et @ som a... tja min kollega, der bestilte det var meget begejstret.


Åbner man kortet møder man dette. Kortet skulle gerne ligne en bærbar computer.


Signe er en meget kreativ pige, der maler og tegner helt forrygende flot. Jeg har været hendes klasselærer, da hun gik i 1-3. klasse, så det er lidt ekstra hyggeligt at lave kort til hende. Palet og pensel er lavet som PP ud fra et billede fra nettet.


Endnu en gammel elev... det er altså hyggeligt! Annika skulle have et smukt lyserødt kort. Elsker TH alfabetet til dette kort.


Nikoline har jeg faktisk ikke været andet end musiklærer for. Men hun er en af mine gode kollegaers datter. Kortet skulle passe til hende. Hun er høj, smuk og meget elegant, så det håber jeg også kortet afspejler. Navnet er standset ud i kork.


Samme Signe som før, bare fra en anden kollega. Valgte at lave det helt anderledes end kortet med PP. Signe kan godt lide flotte, stilrene ting, og jeg ved hun elsker grønt.


Et lidt anderledes drenge-konfirmationskort. Håber modtagere kan lide det, og at det ikke er blevet for dystert. Jeg kender ikke Jon, så jeg kan ikke sige om det passer til ham. Tænkte bare at jeg ville lave et meget lidt romantisk kort ala købekort. Du ved hvor der står en dreng i fint tøj på en blomstereng eller lign. Det måtte gerne være lidt råt. Er nu spændt på om det faldt i god jord. Men må væbne mig med tålmodighed til konfirmationen er overstået...

Som du kan se får jeg lavet noget, men har ikke fået lagt det på bloggen. Jeg satser på at lave en del indlæg de næste par dage, så jeg håber du har lyst til at kigge indenfor.